​Specialklub under DKK for racen Stabyhoun

Racen stammer fra Holland. NVSW er den hollandske klub.

Avlsvejledning for tæver​

Overvejer du at få et kuld hvalpe på din tæve – så kan du finde hjælp her.​

Stabyhoun er en antalsmæssig lille race, og det er godt for diversiteten i racen, hvis mange forskellige hunde får et kuld hvalpe.​

Hvalpe er dejlige, og det er en fantastisk oplevelse at få et kuld. Det er også et stort arbejde, så der er naturligvis nogle ting, du skal overveje, inden du giver dig i kast med at få et kuld hvalpe.​

​​

Avlsgodkendelse og krav​

Når din hund er 12 måneder kan den HD- og AD-fotograferes hos dyrlægen. Info om HD. Info om AD. Husk at bestille rekvisition via hundeweb, efter at du har aftalt tid hos en godkendt HD/AD-dyrlæge.​

  • HD-status på A, B eller C​

  • AD-status 0 eller 1. ​

  • CDF-status skal være kendt. Både fri og bærer kan bruges i avl.​Enten skal din hund være fri pga. at begge forældre er frie, eller den skal testes for CDF. Info om CDF.​​

  • En udstillingspræmiering på mindst ”Very Good” på en FCI-anerkendt udstilling.​ Har man ikke mulighed for at deltage i en udstilling, kan man få en bedømmelse af en DKK-uddannet udstillingsdommer.

  Følg i øvrigt de gældende regler og anbefalinger, se DASK´s avlsregulativ samt DKK etiske anbefalinger til avl.

Med disse ting på plads er din tæve avlsgodkendt.​ Du kan gå videre i dine overvejelser om et kuld hvalpe og med nogle formelle ting på plads (forklaring følger), kan du sende en parringsanmodning via klubben, og få dit kommende hvalpekuld annonceret på klubbens hjemmeside.​ Det kan være en rigtig god ide, at tage en snak med en som har erfaring med avl, inden du giver dig i kast med det. Denne kan måske også fungere som mentor; en som du kan spørge til råds undervejs. Måske kan du finde støtte hos din tæves opdrætter, måske hos en anden opdrætter - det behøver ikke være en Staby-opdrætter. ​

Du er meget velkommen til at henvende dig til klubbens avlsudvalg. Vi hjælper gerne.

Valg af hanhund og parringsanmodning​

​Du kan vælge selv at søge i udvalget af godkendte avlshanner i Danmark og i udlandet. Du kan også bede avlsudvalget i DASK om at foreslå en eller flere hanhunde, som er et fornuftigt match til din tæve. ​

Hvis du gerne selv vil lave benarbejdet, er her nogle råd til, hvad du kan overveje at kigge efter. Tænk over hvad du synes er vigtigt for dig. Du kan vælge den flotteste hanhund – eller den der giver lavest indavlsprocent – eller noget andet. DASK anbefaler dog, at du forsøger at finde en hanhund, der i match med din tæve, giver en indavlsprocent, der ligger under gennemsnittet for racen. Hvis din tæve har nogle svagheder, kan det være vigtigt at vælge en hanhund, der ikke har de samme svagheder.​

  • Via hanhundelisten kan du finde en masse informationer om de avlsgodkendte hanhunde.​

  • På hundeweb kan du foretage en ”fiktiv parring” og få oplyst indavls% for parringen.​ Kravet er max. 3,25% i 3 led. Men det er muligt og vigtigt at få en meget lavere %.​

  • Husk de tilladte kombinationer af HD, AD og CDF, når du vælger hanhund.​

  • Der er grænser for, hvor mange hvalpe en hund må få i Danmark. Det hedder matadoravlsgrænsen. Matadoravlsgrænsen er en variabel størrelse, der hvert år beregnes som 25% af det gennemsnitlige antal hvalpe, der er født indenfor de sidste 3 år.​Har du mod på mere, kan du som medlem via klubbens kasserer få en gratis læseadgang til databasen “ZooEasy” i Holland, der rummer data på næsten alle Stabyhouns i verden.​

  • Du kan også vælge at se på udenlandske hanhunde – klubberne i de forskellige lande har også hanhundelister på deres hjemmesider.​

  • Vælg en avlsgodkendt hanhund og send parringsanmodning til DASK i god tid før en parring. Bemærk – avlsudvalget vil gerne have din anmodning 4 måneder før en forventet parring. Avlsudvalget arbejder frivilligt og skal evt. kunne nå, at kigge på flere hanhunde. Parringsanmodning (Det er nødvendigt at acceptere cookies for at du kan bruge blanketten)

  • Avlsudvalget undersøger i en udvidet database om kombinationen ser fornuftig ud; at der ikke er noteret for mange af de samme sygdomme på begge sider af dit kommende kulds stamtavle. Hvis avlsudvalget ikke kan anbefale en kombination, vil du blive kontaktet, så I sammen kan finde I ud af, hvilke muligheder der så er.​

  • Hanhundens ejer skal sige ja til parringen, og i skal blive enige om pris og vilkårene for en parringsaftale.​Udfyld sammen en parringsaftale. Parringsaftale

  • Bemærk: Ved parring med udenlandsk hanhund, skal hanhunden registreres i hundeweb inden kuldet kan registreres.​

  • Når din tæve er konstateret drægtig skal du sende papirer på hanhunden til DKK.​ De skal bruge kopi af registreringsattesten, kopi af ejerforholdet, kopi af et udstillingsresultat med min. "Very Good”, kopi af HD- og AD-resultat. Det kan scannes og sendes i en mail. DKK skal bruge min. 10 dage til ekspedition af denne registrering - så husk at gøre dette i god tid før du skal registrere kuldet. Se evt. DKK´s info her: https://www.dkk.dk/alle-emner/opdr%C3%A6t/udenlandske-parringer

Betaling af parringsanmodning og annoncering af hvalpekuld​

Behandling af en parringsanmodning for 1 til 3 hanhunde koster kr. 300. Dette inkluderer en hvalpeannonce på hjemmesiden.​

  • En betaling kr. 300,- = en parringsanmodningsblanket med ansøgning af 1-3 hanhunde.

    - ​Hvis alle 3 afvises - eller hvis tæveejeren ændrer mening og alligevel ikke vil bruge den,​ der bliver godkendt, indsendes ny parringsanmodningsblanket med en ny betaling​ på kr. 300,-​
    ​- Hvis der er givet en godkendelse af avlsudvalget og denne tilbagetrækkes i​ gyldighedsperioden, så tilbydes tæveejeren at der behandles 3 nye forslag - uden​ ny betaling = gratis.​Herefter betales 150 kr. pr. levedygtige hvalp, når hvalpene er født. ​

  • Pengene overføres til klubbens konto i Danske Bank reg. nr. 3534 kontonummer 4457092261 mærket ”tævens navn og parringsanmodning” eller på mobilepay 62383​

  • Når parringsanmodning er godkendt, annonceres det forventede kuld på klubbens hjemmeside. Skriv her hvilke oplysninger du ønsker anført.​

  • Parringsgodkendelsen er gyldig i 12 mdr. efter den angivne forventede løbetid. Forlængelse af parringsretten skal ansøges inden periodens udløb.​

Overvejelser, vejledning og gode råd ​​

  • ​På DKK´s hjemmeside kan du finde meget mere nyttig information omkring avl.​
  • Hanne Mathiesens bog om opdræt har også et afsnit om hanhunden. Link til forlaget

  • Og du er naturligvis velkommen til at henvende dig til klubbens avlsudvalg.​

  • Du kan vælge at få din tæve mentalbeskrevet. DASK tilbyder mentalbeskrivelse årligt, følg med på Facebook samt på Hundeweb under aktiviteter – vælg type Mentalbeskrivelse.​​

Dansk Stabyhoun Klub

​Klubbens vigtigste formål er at udbrede kendskabet til Stabyhoun, en pragtfuld hollandsk jagt- og familiehund.

Rundt om racen

Ønsker du at lære mere om racen, inden du tager en beslutning?

Læs mere her

​Bliv medlem

Som medlem modtager du 4 blade årligt og støtter klubbens arbejde.

Læs mere her

Kontakt os i dag​

Ønsker du at høre mere om Stabyhouns og klubbens arbejde.

​Send os en e-mail: mail@stabyhoun.dk