af Britta og Jørgen Kock

Vores Bess har rundet de 2 år og er nok begyndt at blive noget sat, med hensyn til tilvækst og udvikling. Vi synes selv, vi har en køn hund, som giver os en masse gode oplevelser og arbejde. Hun er utrolig god til børn. I det hele taget er den rar og venlig mod alle.

Fødselsdagen blev fejret i vores sommerhus, her har Bess knap 10 tønder land, hun kan stikke snuden i, og det gør hun virkelig. Hun kan bruge timer på bare at gå rundt med næsen ned i et eller andet spor, forsvinde ind i krattet længe, komme ud igen, finde noget nyt og det samme om igen.

Det er ganske klart at syn og hørelse også er en vigtige del, når hun skal opfatte sin omverden, og der er masser af dyr, som kan sætte spor. Mosegrise og muldvarpe hører bestemt ikke til blandt sjældenhederne, men indtil videre havde gravearbejde ikke været noget, som Bess satte særlig højt.

Til vores store fortrydelse har muldvarpene valgt at placere en betragtelig del af deres graverier i umiddelbar nærhed af huset, hvor det har været en årelang kamp med nedtrædning, eller hvor det har været muligt overkørsel af muldvarpeskudene med bilen.

Men så en morgen, hvor Bess gik ude på pladsen, kunne vi ganske tydeligt se hendes opmærksomhed blev fanget. Ørerne blev rejst og hovedet blev drejet i ryk. Et lille stykke frem og nogle rappe grav med poterne fulgt op af et hurtigt snap. Hun stod lige pludselig med en muldvarp i munden. Det var en kæmpe overraskelse for os alle. Bess slap muldvarpen, som lynhurtigt søgte tilbage i sin gang, men Bess´s fangstteknik var bare i orden. Igen nogle hurtige grav, og denne gang et kast med hovedet, og muldvarpen var sikret mod yderlig forsvinden. Fangsten blev skubbet rundt med poterne, noget dødbringende bid blev det ikke til. Bess var helt sikker på, at hun havde skaffet sig et herligt stykke legetøj, hvilket vi ikke var helt enige i. Så kræet blev snuppet i nakkeskindet og transporteret langt væk til et frit overdrev. Muldvarpen havde nok en lidt dårlig dag, men for os andre inklusiv Bess var det en ganske spændende oplevelse. Resten af dagen blev der talt meget om det, vi har læst i bøgerne om stabyen som muldvarpehund.

Om historien også holder i længden skal nok vise sig, der er masser af små jordhøje med nye gangsystemer på pladsen, mon Bess´s erfaring rækker til at prøve et nyt sted? Hun går rundt på åstedet, skraber lidt med poten og snuser ivrigt. Men muldvarpe er inkarnerede enegængere, så hvis Bess vil gentage succesen, er der noget, som hun må lære.

Egentlig havde vi frygtet den dag, hvor Bess erkendte sine gener. Fantasien var nok et billede af en gårdsplads gravet op til ukendelighed, huller over hele plænen. Men nej, det var en ganske præcis operation, tildækningen af hullet var nem og enkel. Dygtig hund.

Britta og Jørgen.