af Monique Van de Made

Endelig var det hele ordnet, Cindy (officiel Aamke) var kommet i løbetid, blodprøverne taget, hanhunden fundet og så ……. af sted til Holland.

Det hele var som et puslespil, hvor alle brikkerne faldt på plads, den ene efter den anden, det skulle bare være sådan. Op på arbejde sagde de godt for 2 fridage med meget kort varsel, det var dejligt. Så jeg drog af sted med min Cindy søndag middag på vej til Holland, til en af de "arrangerede ægteskaber".

Det var en besynderlig oplevelse, hvor højt man kan gå op i om de gør det eller ej. Cindy syntes med det samme godt om hanhunden (Oene Cornelis) men ....... hun ville ikke tillade parringen bare sådan. Vi skulle tilbage næste morgen for at det kunne lykkes, med lidt "hjælp". Da vi kørte hjem igen var hun træt og jeg var spændt. Var det lykkes? Var hun nu med hvalpe?

Vi måtte vente mindst 5 uger før vi fik fornemmelse af, at der var mere i hendes mave end bare for meget mad. Selvfølgelig var hun også mere sløv og løb ikke mere så meget, men man vil jo helst ikke bilde sig selv noget ind.

Så var det den 19. november og lige da børnene tog deres jakker på for at gå i skole, blev den første hvalp født. Sikken en oplevelse! Så'n en lille en, hvid med sort hoved og et par sorte pletter og mærkelige strit-øre. Og så gik det støt frem......... ved 13-tiden var nr. 7 født, jeg havde tegnet alle "numser" og vejet dem, deres mor var noget træt af al det arbejde ..... Og arbejde blev der en del af, først for Cindy .... og så også for os. Hver gang de vågner skal de ud for at tisse, det er når man er hjemme. Er man på arbejde, er det i hvert tilfælde 'sagen' at tage et stort stykke køkkenrulle som det første, når man kommer hjem, for blæren på de små kan ikke holde til så meget endnu. Men det er vældigt sjovt, de boltrer sig inde eller ude, slås med hinanden, kattene og vores høns og køer (det sidste dog med mere respekt, selvom jeg så en hvalp hoppe lige i hovedet på en af vores ungtyre, som kiggede lidt forundret bagefter). Sneen er de helt vilde med, og efter de første usikre skridt, hopper de rundt og snuser til det, tager bidder og ruller sig til deres små buttede næser er fyldt med hvide snefnug.

Og så skal man lære dem at gå i snor. Det er for "viderekomne", syv små hunde i hver deres snor - den første gang kom jeg 3 meter væk fra huset før der var gået helt koks i det, nogle ville frem, andre tilbage og nogle havde bare filtret linerne sammen. Nu har jeg landsbyens piger til at hjælpe mig, og det gør det hele en del lettere.

Så er der også de tidlige morgener hvor man vågner kl 5 fordi der er nogle 'små' der piber nedenunder, de vil gerne ud og besørge - hvad det angår er de tidlig renlige, bare man er hjemme/vågner når de skal.

Der har også været en gang hvor jeg stod og lavede mand. Da var der en af hvalpene som hylede så ynkeligt ved siden af mig, mens de andre sov, at jeg senere fandt mig selv i at stå ved komfuret og røre i gryderne med en hvalp på armen, ligesom i sin tid med børnene.

Jeg kan sige at jeg aldrig har oplevet en mere "levende" jul end i år. Det var virkelig umagen værd, og lidt vemodigt tænker jeg på at de snart skal af sted til hver deres nye hjem.

Lige inden redaktionen lukker:
Vi har siddet i et rimeligt koldt hus de sidste 4 dage ( fordi vores oliefyr ikke virkede (vi har også brændeovn). OK gav nogle gode råd med varme klude på ledningerne etc., i hvert fald dem der er udenfor. Det hjalp lige meget, ingen varme. Da min mand så endelig fandt tid til at undersøge sagen viste det sig ...... at hvalpene havde trukket et lille bitte stik ud af kedlen - det tog 20 sec. så havde vi varme igen.

Hilsen
Monique