
Hvorfor lade sin hund HD bedømme
Hvis du på et tidspunkt ønsker at få hvalpe på din hund, vil det være en god ide at få den HD-bedømt. Der er intet krav om, at Stabyhoun skal HD-bedømmes for at blive avls-godkendt, men da racen tilsyneladende kan have problemer med HD, vil det være til glæde for både dig og dine hvalpekøbere, hvis du gør et aktivt forsøg på at minimere risikoen for HD ved teste både tæve og hanhund inden avl påbegyndes.
Hvilke hunde skal man ikke avle på
Man kan roligt avle på en hund som har fået bedømmelserne A, B eller C. Derimod kan det ikke anbefales at lægge hvalpe til, hvis hunden har fået bedømmelsen D eller E.
Husk at både tæve og hanhund skal have opnået mindst 2. præmie på en af DKK godkendt udstilling.
HD-bedømmelse - en usikker metode
Da vi planlægger at få hvalpe i løbet af efteråret, har vi ladet vores tæve HD-teste. Vi havde i forvejen hørt mange rygter og myter om, hvad man kan blive udsat for at "uretfærdigheder" ved en sådan bedømmelse, men helt ærligt, vi troede ikke på noget af det. Vores holdning var, at det altid kan være svært at se sandheden i øjnene, men……
Vores dyrlæge, som efter eget udsagn har stor erfaring med, hvorledes billederne skal tages og bedømmes, kunne fortælle, at det ved blindtest har vist sig, at der kun er 60% sandsynlighed for, at en hund for samme udtalelse 2 gange i træk, hvilket nok må sige at afspejle, at metoden er ganske subjektiv. Nå, vi fik hunden fotograferet, dyrlægen bedomte billederne til at være A på begge hofter. 3 uger efter fik vi brev fra DKK, har var bedommelsen C på begge hofter. Vores dyrlæge indsendte nye billeder og denne gang fik den bedommelsen B på begge hofter. Dyrlægen opfordrede os til at indsende igen, men vi skulle have hunden fotograferet om, og vi syntes ikke vi ville ofre flere penge, for os var det nok at få konstateret, at vi roligt kunne bruge tæven til avl.
Denne lille historie viser, at metoden er ganske usikker, og at man altid skal få dyrlæge til at vurdere billedet inden de indsendes, samtidig er det en god ide, at bede om at der bliver taget 2 hold billeder, således at man har et i reserve, hvis man ønsker at få bedømt om. Det koster ikke meget ekstra at få lavet 2 billeder, men det er ærgerligt at udsætte hunden for endnu en fotografering, hvis det kan undgås. Røntgen fremmer trods alt ikke forplantningsevnen.
På trods af vore uheldige oplevelser med bedømmelse af røntgen-billeder, må vi konstatere, at det er den eneste metode der er til rådighed i dag, hvis man vil gøre en aktiv indsats mod HD, og jeg kan derfor kun anbefale, at alle som ønsker at avle på deres hund, får foretaget en sådan test.
