v/Henrik Olesen
Skal vi ikke have en hund?
Et spørgsmål vi har fået fra børnene mange gange, og næsten lige så mange gange har vi svaret nej, selv om vi inderst inde længe har ønsket os en hund. Overvejelserne har været mange, og nu har vi besluttet os for familieforøgelse. Vi skal ha' hund.
Vi surfer flittigt på Internettet, biblioteket besøges, hundebøger bæres hjem – hvilken race skal det være?
I familiefællesskab laver vi en liste over de racer, der kan komme til forhandling. Vi skal jo ALLE fire være enige! Først lister vi de hunderacer vi kender og godt kan lide. Så suppleres med andre interessante emner fra hundebøgerne - og en dag falder vi pludselig over en såkaldt Stabijhoun. Den har vi dog aldrig før hørt om, men den ser godt nok sød ud og har åbenbart de karakteregenskaber der passer til en børnefamilie. Lasse, mor og far (Mille er på weekendtur) er enige: Den skal vi undersøge meget nærmere.
På nettet igen – her må vi da kunne finde noget mere. Vi finder en forening der hedder DASK og en hvalpeanviser, der hedder Anni Sommer, som vi straks ringer til.
Det var en meget god oplevelse. Interessante facts og gode råd flyder via telefonnettet fra Herning til Odense, og Anni foreslår et par familier på Fyn, hvor vi kan besøge en Staby (som vi erfarer de kaldes i Danmark).
Første besøger vi Torben og Anne ved Vantinge (uden Mille – hun er jo på weekendtur). Vi bliver forelskede lige på stedet i Stabby, som den hedder. Hun virker som en dejlig familiehund - lige det vi har brug for. Vi er der en times tid – meget gæstfrie hundeejere - og vi kører overbeviste derfra.
MEN hvordan får vi nu Mille med på ideen? Lad os tie med, at vi har besøgt Stabby, og i stedet vise Mille hunden i bogen og fortælle, at vi må besøge en hund af den slags.
Lasse kan dog alligevel ikke holde sin begejstring tilbage overfor lillesøster Mille, som dermed straks erklærer: ”JEG kan ikke lide sorte og hvide hunde!” Lasse kæmper med tårerne og kan ikke holde gråden tilbage.
Lad os nu alligevel besøge den hund, siger mor. OK – familiehygge igen! Vi drager alle 4 af sted til Vester Skerninge og besøger Britta, Jørgen og Bess. Igen megen gæstfrihed og vi er sammen med Bess en times tid. Hun er også en meget meget dejlig hund.
Først er Mille lidt utryg, når Bess gerne vil ”snakke”, men det ender med at hun bliver lige så begejstret som vi andre, og spørger om vi ikke skal skrives op til en hvalp. JO!, skynder Lasse sig at sige med et glimt i øjet. Han ved nemlig udmærket godt, at det blev vi allerede i går, da vi havde besøgt Stabby.
Vi vil gerne have lov til at sige tak for den gæstfrihed vi har mødt, og tak til Anni og hendes mand for informative telefonsamtaler, og fordi vi må komme og besøge deres hvalpe inden de flytter hjemme fra.
Nu står vi så på venteliste som nummer rigtig mange, synes Lasse og Mille. Ventetiden bruges til at snakke om, hvad hunden må når den kommer, navn, hvilken træning skal den gå til, hvordan skal hundekurven se ud, arbejdsfordeling ikke at forglemme, osv. osv.
Vi ved godt, der går lang tid, inden det bliver vores tur. Lasse og Mille krydser fingre for, at det kan blive en hvalp fra Bess, som skal til Holland i februar for at blive parret. Så føder hun i april. Så er hvalpene 8 uger i juni. Jamen, så passer det måske med, at vi kan nå at komme med til Staby-træf i juni. Hold da fast, hvor vi glæder os.
Mille, Lasse, Karin og Henrik Olesen
